2DD Følelsesmæssige omkostninger omkring psykotest

PSYKOPATI, parterapi, angst Psyke.dk

 

Følelsesmæssige omkostninger ved selve psykopat-undersøgelsen af min partner.

 

Nr.1DD

 

Cand. pæd. psych Henrik C. P. Krarup

Revideret 16.marts 2017

 

Det kan ikke være sandt, jeg troede ikke i første omgang, at min

partner kunne være psykopat. Ved nærmere at tænke over de

eksempler, hvor han metodisk har nedgjort mig, hånet mig og

metodisk søgtvia løgne at svindle og ødelægge min økonomi, tyder meget på at han er psykopat.

 

Ved brug af sund fornuft kan jeg derfor se en dybere mening med at

undersøge ham, for at se om han fejler noget mentalt.

Jeg ønsker at vide hvad jeg er oppe imod. Er han psykopat, er

det svært at være for forsigtig, da han kan være meget svær at takle.

 

Er der noget om min mistanke.

Der har været mange forfærdelige og grove eksempler som berettiger til undersøgelsen. Hvis han er psykopatisk, tvinger jeg mig selv til at gå fra forholdet, og så opstår der en ny situation med angst og skyld. Eksempelvis vil jeg blive syg af angst, hvis psykopaten går fra mig. Det dræner mig for energi. Jeg kan desværre gribe mig selv i at have ondt af mig selv, hvilket jeg ved er en deroute, som kan føre til, at jeg bliver afhængig og svag.

 

Nu bagefter er jeg er overmådig tilfreds med, at jeg tog mig sammen til at undersøge ham og hans adfærd. Jeg har læst andre artikler og artikel 3 om psykopati, og forstod, at jeg havde undervurderet psykopaten styrke og min egen svaghed. Psykopatens styrke ligger netop i at han er i stand til at ramme mine svage punkter og samtidig har isoleret mig, så jeg ikke har kunne få vejledning og hjælp udefra.

 

Energitab.

Selve undersøgelse samt bekymringer undervejs har kostet mig megen energi, angst og tvivl, hvilket jeg efterfølgende har forstået er ganske normalt, så det skal ikke afholde andre fra at søge en fremtid uden psykopaten.

 

Begyndelse

Al begyndelse er svær, og det var min også. Jeg talte med en psykolog, som nævnte, at mine tanker og angst for undersøgelsen let kunne komme ud af proportioner, med det resultat, at jeg ville droppe ud, men at han hvis jeg ville, kunne få råd når det kneb.

Jeg opdagede ret hurtigt, at jeg fik en kraftig skyldfølelsefølelse ved undersøgelsen og jeg indså, at denne tilstand nemt kunne blokere mig i at vurdere mit ham. Jeg havde bred erfaring med skyldfølelsernes lammende virkning.

 

Jeg følte, at jeg kun havde forbavsende lidt overblik og at jeg derfor sårbar. Det var derfor en nødvendighed at dele min bekymring og usikkerhed med en rutineret psykolog.

Min egen vurdering af hans adfærd var mangelfuld, da min konklussion tidligere ikke havde ført noget med sig, jeg var mixet op med følelser som var en blanding af angst, bekymring og hjælpeløshed. Hjælp måtte fremskaffes, så jeg kunne bruge min intellektuelle fornuftmæssige side.

 

Reaktionen

Efter at jeg havde taget beslutningen om at undersøge ham i hemmelighe, kom min reaktion over denne beslutning, som bar præg af en næsten panikagtig angst og stor mental udmattelse. Jeg skønnede, at jeg ikke kunne fuldføre på grund af de mange konsekvenser beslutningen ville medføre. Inderst inde kommer min dårligdom nok at, at jeg følte, at jeg allerede nu var klar over hvad resultetet af undersøgelsen ville blive at jeg måtte forlade ham.

 

Permanent spænding.

Det var de indirekte reaktioner fra psykopat-partneren, i form af forfølgelse, hævn, tavshed eller direkte vold mod mig eller mine nærmeste, jeg frygtede. Denne angst og det som fulgte med kendte jeg til hudløshed, og udfaldet havde hidtil været, at jeg gav op, og gav ham ret, for at få fred.Men den permanente spænding var der stadigvæk, fordi jeg ikke var sikker på, hvad han da ville anklage mig for eller hvor han ville ramme mig.

Jeg var også bange for, hvad mine omgivelser ville sige, hvis jeg afbrød forbindelsen til ham og endelig var jeg usikker på, om jeg kunne klare det pres af beskyldninger, hvor jeg fik at vide, at jeg selv var styrende, manipulerende, ond og beregnende.

 

For at kunne klare disse problemer, var jeg hen ad vejen i forbindelse med min psykolog, som vidste hvordan jeg ville føle og kunne forudse de fleste problemer og tilbagefald, som sædvanligvis ville komme.

 

Fysisk træt under processen?

Jeg var i begyndelsen så træt, så uendelig træt, så jeg nærmes var at betragte som handlingslammet. Jeg sprang fra den ene bekymring til den anden uden at afslutte nogen af dem.

Mine tanker gik i ring og endte med, at jeg blev frustreret og ikke kunne finde hoved og hale i det hele. Mest af alt havde jeg da lyst til at opgive undersøgelsen og leve videre med de forhold som de nu var.

Jeg følte mig på sammenbruddets rand, svedte og havde ondt i maven, typiske tegn på stress. Jeg ønskede at komme væk fra det hele, for at få en pause. Disse forhold blev delt med psykologen og ikke psykopaten, som i det store og hele ikke tog mig alvorligt før tilsidst, da jeg sagde at forholdet var slut.

 

Hvad ville han gøre nu

Undersøgelsen og den mistro, som jeg let kunne fremkalde og var nervøs for hos partneren, sætter mine nerverne på højkant, da jeg er bange for psykopaten. Min anderledes adfærd og nervøsitet kunne let blive bemærket af psykopaten. Jeg var både bange for ham og bekymret for ham, hvilket er et paradox.

 

Paradoxet.

Jeg føler, at jeg svigter psykopaten!!

Undersøgelsesprocessen giver mig skyldfølelse og giver i tilgift en følelse af, at have svigtet psykopaten og nære familiemedlemmer. Jeg betragte mig på en måde som en forræder, da der er nogle følelser tilbage overfor partneren, men hovedparten af mit syn på ham var præget af angst blandet med aggressivitet og had overfor hans adfærd. At han har kunne være sådan overfor mig, når jeg tænker på, hvad jeg har gjort for ham! Disse modsatrettede følelser mudrede hele forholdet til, så jeg til tider tabte overblikket.

 

Psykopati

hvad dækker det egentlig. Det kan du læse om her. Men et er en beskrivelse af symptomerne, et andet er at leve i miljøet.

Det kan næppe beskrives, men indholdet er en ubeskrivelig følelse af dyb usikkerhed og angst. Den dybe personlige ensomhed og smerte føltes uden ende, men det værste er nok mangel på kælighed og den evige latente spænding som var tilstede dag og nat, som bestod af mistro og kontrol, og selv det perfekte var ikke godt nok. Man vidste aldrig, hvornår han angreb.

 

Mit forsvar var, at jeg jeg gjorde mit bedste og at jeg skulle sikre mig at han var i godt humør. Det var årsagen til at jeg pleasede ham.

 

Jeg blev mistroisk overfor hans historier og bortforklaringer og løgne, men sørgede for, at få så få konfrontationer som muligt. Jeg søgte at forbedre mig ved at blive den perfekte partner, som han forlangte, men det var aldrig godt nok, der var altid noget, som skulle rettes. Var det perfekt, fandt han andet, som han var utilfreds med - og gav mig skylden. jeg følte mig efterhånden godt nedslidt og troede fuldt og fast på, at jeg var umulig, uærlig, og dårlig personlighed, som han sagde jeg var.

 

Den mindreværdig følelse forstærkes af, at blev stadig mere isoleret, hvilket ofte er en strategi som psykopater anvender. Det er et miljø, som du ikke vågner op fra, men en virkelighed, som du må kæmpe dig ud af.

 

Det uhyggelie er at han er i mit sind.

Det at skulle forlade ham, er vanvittig svært, fordi jeg er meget bundet af den stærk følelse af, at han er indholdet i hele min verden, og uden denne verden føler jeg, at jeg intet er værd. Sammenlignet med min selvstændighed før jeg traf ham, er jeg nu uselvstændig, nervøs med lavt selvværd.

Det var ham som bestemmte og han som næsten ejede mig. dvs. jeg var ikke herre over mine meninger, da jeg til sidst ingen meninger havde. Skulle han finde mig aktiv, vil aktiviteten blive skudt i sænk, da han mente, at hans løsning var den rigtige. Mest brændende ønsker jeg hans forståelse af mig og accept af det jeg trods alt gør. Jeg ønsker nu, at han kan forstå mig og årsagerne til mit brud med ham, men jeg ved, at det er for meget at bede en psykopat om, han kan og vil ikke vise forståelse, hvis han ikke får noget for det.

 

Han elsker mig ikke, jeg elskede ham

Det jeg har været længe om at indse, er at han ikke elsker mig, og at han ikke ønsker mig noget godt personligt. Han har ikke givet mig omsorg og kærlighed, og han har løjet groft for mig og bagtalt mig og gjort sit for metodisk at nedbryde mig, så jeg ville gøre hvad han sagde, uden protester. Det har taget mig alt for lang tid for mig at indse hvad jeg har været ude for, Det var først via mine samtaler at jeg kunne se mine egne erfaringer i det rette lys.

 

Forgæves forsøg

Jeg har mange gange forsøgt at vende denne mangel på empati med partneren, men er altid stødt på en mur. Han har følt sig angrebet. Han har i samme omgang tilmed angrebet mig og fortalt mig, at jeg selv er skyld i det dårlige forhold.

Han giver mig således skylden for alt som kan gå galt, også for de fejl som han selv begår, men som han påstår jeg indirekte er skyld i.

 

ovennævnte paradoxet set på en anden måde

Jeg var som et typisk offer for psykopaten udsat for det paredox, som går ud på at jeg også efter bruddet med psykopaten som en aktiv og fornuftig kvinde, alligevel føler mig stærkt følelsesmæssig forbundet og meget styret af psykopaten. Denne bundethed kan nomalt resultere i, at jeg vil have svært ved at forbinde mig andre mennesker, især mænd. Måske kan dette forklares ved psykopatens ”hjernevask” af mig over lang tid, hvor indflydelsen har gjort, at psykopatens ofte vanvittig adfærd placeres i min irrationelle følelsesmæssige afdeling. Jeg handlede derfor meget følelsesmæssigt irrationelt.

Paradokset, isoleret set, kan forhindre mig i at handle udfra en almindelig fornuft og energi, da jeg var væk fra psykopaten, og skulle begynde et nyt liv. Paradoksiske situation fik mig til at søge hjælp, for at komme ud af dette afhængighedskompleks.

 

Psykopaten har i de fleste tilfælde være meget interesseret i at beholde kontrol over mig. Han vil derfor normalt at bibeholde forbindelsen og eventuelt opfinde gode grunde til at forsætte chikanen og kontrollen over mig- og alt kan bruges til dette formål. Hvis han kan fastholde denne kontrol, vil han føle, at han stadigvæk har styrke og indflydelse, hvilket er meget værdifuldt for ham.

 

Efter undersøgelsen har det været tilfredsstillende for mig at vide, at jeg har givet ham en chance, da det er en alvorlig anklage at sige, at han er psykopat, hvis han ikke er det.