5.0 Casen Joans brev til Niels

PSYKOPATI, parterapi, angst Psyke.dk

 

Casen: Joans brev til Niels.

Et eksempel på psykopati

 

Artikel stillet til rådighed på psyke.dk.

af psykolog Henrik Krarup.

Artiklen er redigeret d. 16. Marts 2017,

copyright.

          

Nr.5

 

Joan beskriver sit forhold til Niels, på grundlag af hans psykopatiske træk. Hendes hensigt var oprindelig at give ham brevet, men har fået det råd, at det er godt for hende selv at skrive det, for at få en indre klarhed.

Niels vil ikke godtage brevets indhold alligevel. Brevet er blevet brugt som et led i hendes frigørelsesproces. Navnene i brevet er skjulte af sikkerhedsmæssige årsager. 

 

Kære Niels

Jeg har elsket dig meget. Jeg har søgt at gøre dig glad og tilfreds i lang tid, mener jeg selv. Jeg har pleaset dig, fordi jeg elsker dig og gøre dig ekstra glad. Du har i begyndelsen givet mig mange vidunderlige oplevelser, som har gjort mig afhængig af dig. Jeg ønskede at være sammen med dig hele livet. Jeg følte, at det fortærskede udtryk ” den eneste ene” virkelig var kommet til mig, da jeg traf dig og at det ville give mig en dybere mening med tilværelsen, som jeg har søgt fra barnsben. 

 

Når jeg tænker tilbage på mødet med dig, Niels, oplever jeg selve mødet som ganske enkelt fantastisk, jeg kan ikke sætte ord på de dejlige oplevelser. Du gav mig en følelse af at jeg var ønsket og virkelig elsket. Det virkede som en åbenbaring. Jeg føler at jeg ikke har levet rigtigt før jeg traf dig. Jeg følte, at jeg var noget ganske særligt i dine øjne. Det slog ganske simpelt benene væk under mig.

 

Din opmærksomhed overfor mig, dine små kærlige ord var som en længe ønsket drøm, som gik i opfyldelse. Jeg ville give alt for at få denne drøm til at vare ved. Jeg følte, at du havde forstået mig helt ind i hjertekulen. Oplevelsen rystede mig, kan det virkeligt passe, at jeg kan opleve disse vidunderlige øjeblikke.

Jeg husker, at jeg følte mig lettere mentalt chokeret efter de første møder med dig. Jeg havde i realiteten ikke meget håb om, at disse lykkelige møder kunne forsætte, hvorfor jeg lod dig kontakte mig igen, da min erfaring og forstand ikke mente, at du kunne elske lille mig. I begyndelsen, inden de mørke skyer trak sammen over vort forhold, var jeg bange for, at jeg havde misforstået noget, bange mit eventyr med dig skulle krakelere.

 

Jeg var derfor meget nervøs for ikke at kunne leve op dig og dine ønsker. Jeg ligesom svor for mig selv, at jeg ville gøre alt for at du skulle have et godt og lykkeligt liv sammen med mig. Jeg opfattede dig som en enestående varm og fantastisk mand, som forstod mig og gav mig kærlighed.

Vi blev kærester. Du kom hurtigt med et forslag om, at vi skulle flytte sammen hos mig. Du forklarede mig de mange positive fordele ved at bo sammen. Jeg blev meget glad, men alligevel overrasket, da vi jo kun havde kendt hinanden en måneds tid. Du kom med en historie om, hvorfor du ville bo hos mig og sagde, at du elskede mig og følte, at vi skulle bo sammen for at lære hinanden rigtigt at kende.

 

Du sagde, at din bolig ikke kunne bruges til os begge. Den var for lille. Der var så mange forskellige ting i vejen med lejligheden. Den virkelige sandhed fik jeg først at vide senere ved et tilfælde. Du fortalte mig ikke, at der var forfalden gæld i din lejlighed og at der var risiko for en tvangsauktion. Du arrangerede sammenflytningen meget hurtigt og fint.

 

Du var ekspert i at forklare mig dine regninger, og hvorfor de kom. Du skulle nok tage fat i dem. At alle regninger ikke var blev betalt, skyldes, sagde du, at der var et stort arbejdspres. Du forklarede, at du ikke vil sige det til mig, da du ikke ville gøre mig bekymret. Jeg troede dig, selvom forklaringerne nogen gange var meget specielle.

 

Der kom en stadig strøm af sms til dig særligt om aftenen, hvor vi sad i sofaen. Du ville ikke sige, hvem det var, men presset sagde du, at det var forretningssamtaler fra USA, derfor kom de sent på grund af tidsforskellen. Du sagde også, at det ikke de ikke var så vigtige. Jeg følte, at det blot var trættende og irriterede mig, da jeg ikke havde indsigt i, hvad der foregik. Jeg blev mere og mere jaloux, da der måtte være andet bag.

Du rejste meget og overnattede ofte derude, uden at jeg vidste det i forvejen. Jeg blev i begyndelsen ked af det og nervøs, når du blev væk om aftenen, da du ikke meddelte mig, hvornår du kom hjem. Jeg følte ikke, at du mente det var underligt. Det var i forretnings regi, sagde du, men da jeg blev holdt udenfor, og ikke havde føling med dit job, følte jeg mig fjern fra dig og savnede dig rigtigt meget. Jeg fik efterhånden mistanke om, om der var en veninde, men du sagde, at det var der ikke. Du havde altid en god forklaring på, hvad du gjorde.

Du var, set i bakspejlet eminent god til at lyve og finde fine forklaringer, når du ville opnå noget, eller dække over noget. Du løj også, da du sagde, at du skulle have ekstraarbejde og derfor kom senere hjem. Jeg stolede i lang tid på det du fortalte mig, selvom det nogle gange kunne lyde fantastisk.

Set i bakspejlet, ville jeg i dag blankt afvise dine forklaringer. Min tidligere opførsel undrer mig i dag, men jeg tror, at min blindhed skyldes, at jeg ikke ønskede at tabe dig, og at jeg dengang stadig troede på dig, og at du ville mig. Dvs. jeg overså mange stopsignaler.

 

Kom jeg nærmere ind på dine forretningsrejser, og spurgte ind til dem, blev du sur og da jeg forsatte, blev du meget ophidset, særligt når du måtte indse, at dine løgnehistorier ikke virkede efter hensigten. Forsinkelser og sygdom, arbejdspres samt dårligt vejr var ofte de bortforklaringer, som du anvendte i rigt mål.

Noget af det, som pinte mig mest var, at du ændrede dig, og fjernede dig stadig mere mentalt fra mig. Jeg følte mig meget ensom. Jeg følte efterhånden, at vi ikke havde noget sammen mere. Jeg har en stigende mistanke om, at du på væsentlige punkter slet ikke kunne forstå, hvordan jeg havde det, men du spurgte også sjældent.

 

Jeg husker, at du ikke reagerede på, at jeg var meget ked af det og havde det dårligt. Jeg følte, at du foragtede mig, fordi jeg blev syg. Jeg tror, at du tog sygdom som et svaghedstegn. Du blev meget sur og irritabel, hvis jeg søgte din nærhed og kærlighed, hvilket du lynhurtigt imødegik ved at gå fra mig, blot en tur, men væk fra konfrontationen.

 

Det blev stadig mere vanskeligt at komme ind til dig intimt og mentalt. Denne uvished om, hvor du var for mig, var noget af det værste. Fraværet af intimitet, ikke sex, dannede en pinefuld baggrund af tavshed i vores forhold. Nogle gange havde jeg mistanke om, at det med din tavshed, var en udspekuleret og grusom form for at afstraffe mig.

 

Hårdt trængt tog jeg mig nogle gange sammen for at fortælle dig om mit syn på vores forhold, men jeg kom sjældent igennem til dig. Det var som at slå i en dyne. Pressede jeg på, svarede du kun med enstavelsesord, og fulgte slet ikke op på nogen af det, som betød meget for mig. Du søgte hurtigt væk fra emnet og lod mig blive tilbage med de ubesvarede spørgsmål, som blev stadig mere aktuelle som tiden gik.

 

Da jeg på det tidspunkt elskede dig, ønskede jeg naturligvis din fulde tilbedelse og opmærksomhed og høre om dine glæde og dine sorger, dvs. hele historien. Da du ændrede dig mentalt, og blev mere kold og krævende, søgte jeg for alvor at please dig på mange måder, for netop at få dig tættere på, og gøre mig uundværlig for dig. Du livede op, og var umiddelbart glad for det jeg gjorde, men det ebbede ud lige efter.v

 

I dag kan jeg se, at det jeg gjorde virkede negativt på vores forhold. På grund af pleasingen og ændringen af dig selv, tabte du langsom respekten for mig, og behandlede mig stadig mere ukærligt, krævende og uden hensyn. Din adfærd blev mere rå. Noget jeg frygtede mest, var dit raseri. Du gik, kan jeg se i dag, meget tit over stregen og truede mig fysisk.

 

Jeg blev utryg, når du var sammen med mig, men også utryg, inden du kom hjem, da jeg ikke vidste, hvordan dit humør var, og hvilke tilsvininger jeg måtte tåle, hvis noget gik dig imod.

Jeg var i begyndelsen meget spændt på at træffe dine venner og din familie. Jeg følte, at der var en naturlig ting i et forhold. Jeg ville også gerne vide lidt mere om din baggrund og de mennesker som du kendte.

.

Du sagde at du havde masser af venner, men rent faktisk havde du kun en ven, som du havde fuld kontrol over, hvilke jeg ikke mener man har overfor venner. De andre "venner" havde du et meget perifert forhold til.

Mine gamle venner, søgte jeg at holde forbindelsen med. Du var sammen med dem, men du viste klart, at du ikke var begejstret, men du nægtede dog ikke at se dem, men gjordet mere elegant, du fk mig til at udskøde invitationerne.

Du forklarede udskydelsen med træthed etc., jeg fik efterhånden det indtryk, at du havde det dårligt med mine venner, du ville ikke have besøg af dem. Efterhånden tabte vi forbindelsen med mine venner. Det løb ud i sandet. Man skulle tro, at du bevidst forsøgte at isolere mig fra alle dem jeg var gode venner med.

jeg bibeholdt dog enkelte af mine venner, hvilket jeg i dag er meget glad for. Din famile, nærmere betagnet din mor, traf jeg. da vi havde været sammen i nogen tid. Hun behandlede mig ganske pænt, men jeg følte, at hun var megen forbeholden. Jeg fik efterhånden cementeret det indtryk, at hun betød rigtig meget for dig, og at jeg var nr. to

 

Du talte tit om din mor og kom ind på, hvad hun sagde og gjorde. Det var særligt den fremragende måde hun gjorde mange ting på, som du brugte som stikpiller overfor mig. Du ville gerne have, at jeg skulle gøre det på samme fremragende måde. Jeg søgte at gøre nogle ting som hun. Det faldt alligevel ikke i god jord hos dig. Du bebrejdede mig det, du mente, jeg gjorde galt og gav mig skylden. Denne pålæggelse af skyld-politik spredte sig til næsten alle fronter. Jeg følte, at jeg var en stor fiasko, da jeg ikke kunne stille dig tilfreds.

Jeg søgte at please dig, fordi jeg var nervøs for ikke at være god nok, hvilket du gav mig ret i. Min forkælelse af dig, gavnede ikke noget i længden. Jeg var efterhånden overbevidst om, at jeg var en fiasko, og at du allernådigst passede på mig, selvom jeg var umulig. Du kom ofte hjem ved midnats tide, for blot at gå i seng. Du sagde ikke godnat, intet godnatkys.

 

Dine fejl blev mine fejl. Billedet af dig, som den eneste ene krakelerede langsomt på grund af dine løgne og uærlighed og mangel på empati, da du slet ikke kunne læse mig eller spurgte ind til mig og mine følelser. Du ville ikke indrømme, at du kunne tage fejl.

 

Det var altid de andre, særligt mig, som fik skylden. Hvis du blev trængt op i en krog, og ikke kunne undgå at indrømme, at det var din skyld. Du hævdede da, at de var mine handlinger eller andres handlinger, som havde tvunget dig til at handle. Du mente helt alvorligt, at du blot var et uskyldigt offer for andres ondskabsfuldhed eller mangel på indsigt.

 

Da jeg tidligere sagde, at det var bedst, at vi skulle afslutte vores forhold, ændrede du pludselig stil og blev til den "gode Niels". Du kæmpede bravt for at få mig tilbage, hvilket lykkedes mange gange over tid. Du er fantastisk til at overbevise mig om, at du nu ville anstrænge dig for at få vor forhold til at blomstre. Men du holdt ikke ord.

 

Men i samme øjeblik du havde fået mig tilbage i folden, noterede jeg, at du ændrede din opførsel sig til den "gamle slemme Niels". Du var nu ikke længere den hensynsfulde og dejlige mand, som jeg har holdt af. Du blev kynisk og egocentreret. Ser jeg på mig selv, kan jeg se, at jeg virkelig havde svært ved at lade være med at tro på at du ville forbedre dig. Jeg gik fra dig mange gange, og alligevel kom jeg tilbage.

 

Du blev hurtigt ingen urimelig krævende og nedgørende. Du forlangte, at jeg opvartede dig, for ellers var jeg en dårlig kæreste. Du afviste mig på mange måder og ville slet ikke lytte til mig. Jeg skulle helst blot være der for dig, når du havde brug for mig. Du havde dog brug for at fortælle andre, at du var i et dejligt parforhold. Det synes vigtigt for dig.

Når jeg endelig havde lejlighed til verbalt at få dig i tale, hørte du ikke efter, og svarede ikke på de længe forberedte spørgsmål. Du fremførte blot egne ønsker og bortforklarede mine ønsker som groft urimelige. Hertil brugte du passende løgne og underdrivelser. Det var ligesom du ringeagtede mig og mine værdier.

 

Tavshed var en stor bestanddel af mit liv sammen med dig. Der kunne gå dage, hvor du ikke ville tale med mig. Tavsheden kunne næsten høres. I disse perioder kunne du ikke se mig i øjnene. Der var kun foragt og tavshed, når jeg desperat ønskede din støtte og almindeligt samvær. Jeg følte mig utryg og bange og vidste til sidst ikke, hvad jeg skulle tro på eller gøre. Jeg havde tabt overblikket.

 

Jeg var altid skyldig, følte jeg. Du anklagede mig for næsten alt, hvad der gik galt for dig og var evig utilfreds med det jeg gjorde i huset etc. Det var mig, der igen var en dårlig kæreste. Det var mig, som fik dig til at lyve, hvis du blev grebet i en løgn. Det var mig, som havde ødelagt dit forhold til dine såkaldte venner. I de diskussioner vi dog havde, talte du ned til mig og mine meninger. Du talte i timevis for at overbevise mig om, at du havde ret. Du ville altid have det sidste ord. Jeg gjorde selv den store fejl at elske dig og please dig, i et forfængeligt håb om, at du ville ændre dig, og give mig kærlighed.

 

På hjemmebanen tog du aldrig et ansvar, men lod mig gøre tingene. Jeg følte, at det stadig kun handlede om dig og dit omdømme. Du skød altid ansvaret på de andre, heriblandt mig. Det værste var, at jeg langsomt begyndte at tvivle på mine egne meninger og holdninger og de evner, som jeg havde inden jeg mødte dig. Jeg følte, at du ikke respekterede mig.

Mit selvværd har lidt ubodelig skade med kontakten med dig, hvilket jeg klart kan se i dag, efter at jeg har arbejdet med mig selv. Der er derfor, at jeg har følt mig kraftesløs og handlingslammet i lang tid. Jeg føler mig stadig spærret inde af din kontrol.

I mit stille sind, tror jeg ikke, at du er klar over dybden af de skader, som du har givet mig. Vort samliv var efter kort tid så godt som ikke eksisterende. Du satte dog pris på, at jeg gav dig hurtigt kontant seksuel tilfredsstillelse. Du sørgede ikke for mig. Det hændte, at du nærmest beordrede mig til sex, dette følte jeg som voldtægt.

 

Udadtil var du verdensmanden, charmerende og en hjælpende sjæl, som næsten kastede hvad du havde i hænderne, når det gjaldt om at hjælpe andre. Du var og er en meget populær person, selv i min omgangskreds, og blandt kolleger, men bag facaden oplever jeg, som nævnt, en helt anden usikker og kontrollerende person. Jeg er i dag meget glad for, at jeg ikke nåede at få børn med dig, da det ville komplicere hele forholdet til dig.

 

Det at du var populær, fik mig til at føle mig meget isoleret. Ingen ville høre på mig, hvis jeg fortalte lidt om den behandling jeg fik af dig. Jeg kunne mærke deres forundring, fordi det, jeg fortalte dem lød vanvittigt i deres ører. Sådan kunne Niels da ikke være, det er vist snarere dig, som er for anspændt og hysterisk. Mine nærmeste kunne jeg derfor ikke bruge til rådgivning, da de ikke kunne forstå mig og mine problemer, og ikke ønskede at ødelægge forbindelsen med dig, Niels.

At ingen troede på mig, betød, at jeg langsomt men sikkert troede, at jeg var den som var mentalt syg. Det var forfærdeligt at kunne tvivle på ens egen dømmekraft. Det nedsatte min handleevne. Det som jeg oplevede, må være noget, som jeg forestillede mig. Det var nok min egen skyld, at jeg blev så forkvaklet på mange ting.

 

Du har under hele forløbet frarådet mig at opsøge mine venner eller besøge dem. Hvis jeg ville besøge en veninde, som du synes nogenlunde om, så kunne du undtagelsesvis give mig lov til at besøge hende. Men først skulle du have alt at vide om veninden. Du ville også vide præcis, hvad vi skulle tale om og især hvornår jeg ville komme hjem. jeg føler, at det er et forsøg på isolerer mig.

 

Der var så mange uklare punkter, som jeg gerne ville tale med dig om. Jeg fik negativt svar eller intet svar, hvis jeg søgte at komme igennem til dig. Jeg søgte på nettet for at finde andre i en lignende situation som den jeg var i. Der fik jeg øjnene op for, at det nok ikke var mig, som havde den primære skyld i at vor forhold blev dårligt

Ofte har jeg følt, at jeg har været meget handlingslammet. Jeg kunne ikke komme igennem med ønsker og spørgsmål, da du løj eller forsvandt fyisk eller psykisk. Pressede jeg på, blev du opfarende og meget ubehagelig - og ofte truende i din adfærd, jeg blev da meget bange for dig.

Jeg havde kun to alternativer. At lade stå til, eller at forlade dig, Jeg valgte det sidste efter lang betænkningstid. Indtil da behandlede jeg dig som et råddent æg. Dvs. jeg måtte hele tiden vurdere, hvilke konsekvenser det ville få for mig, hvis du var i dårligt humør.

Det var i længden opslidende. Det førte til, at jeg blev meget nervøs når jeg var sammen med dig. Jeg forberedte mig mentalt på at du skulle komme hjem, og var nervøs for hvad du kunne gøre, og hvad jeg nu skulle anklages for. Det førte til at jeg i stor udstrækning sørgede for at gøre mit bedste med næsten altting. Det førte til at jeg forkælede dig alt for meget, for at sikre mig mod dig. Pleasingen var også et forsøg på at holde en tæt kontakt med dig og få lidt omsorg og kærlighed.

 

 

VIGTIG MEDDELELSE

OM TILEGNELSE AF ARTIKLERNES INDHOLD

 

Du vil kun kunne forholde dig til artiklernes oplysninger og eksempler på en overfladisk måde, ligesom du ser på oplysningerne igennem en glasvæg. Eksemplerne og viden bliver først for alvor nyttige for dig, såfremt du inddrager og sammenligner oplysningerne med dine egne erfaringer.

 

Dvs. at eksemplerne og oplysningerne hjælper med til at sætte dine egne erfaringer i relief. Artiklerne kan give dig ny viden. Du kan bruge den nye viden som afsæt eller som baggrund for dine udforskning.

Tilbage til index

 

 

De fleste læsere vil forholde sig til artiklernes teorier og oplysninger på en overfladisk måde, ligesom du ser på oplysningerne igennem en glasvæg. Eksemplerne og viden bliver først for alvor nyttige for dig, såfremt du inddrager og sammenligner artiklernes oplysninger med dine egne erfaringer.