13.0 Annas brv til George, passionen

PSYKOPATI, parterapi, angst Psyke.dk

 

Nr. 13.0

Case: Annas brev til George.

Hvad gør man, når parforholdet bliver en vane,

 

Nogle værktøjer som kan benyttes, hvis dit forhold til din partner over tid er kølnet af. 

Det er en stor kunst og balanceakt at være tæt på, men ikke for tæt på sin elskede. Denne balance kommer desværre aldrig af sig selv, det skal læres. Det hele starter så let igennem forelskelsen. Det giver den tro, at hvis blot man elsker hinanden så går det hele. Nej forholdet skal vedligeholdes, som alt skal vedligeholdes, men hvordan gøres det?

 

læs Annas egne kommentarer i bunden af artiklen.

 

Af psykolog Henrik .c. p. Krarup

Redigeret den 10 april. 2016

 

Casen: Annas brev til George.

Jeg, Anna forelskede mig i George, en ganske vidunderlig mand, ja nærmest den eneste ene for mig, følte jeg dengang. Jeg havde altid haft drømme om en romantisk, kærlig og stærk mand, som kunne forstå mig og modtage den kærlighed, som jeg gerne ville dele. Han skulle være far til mine børn. 

Mine omgivelser, men især mine forældre blev glade, da de hørte om min kæreste. Der var bred enighed om, at det ville være den rette for mig.

Jeg har altid troet, at min barndom var fuld af kærlig omsorg fra min far og mor. Men under en psykologsamtale, blev jeg opfordret til at tænke over min opvækst. Det viste sig langsomt, ved nærmere undersøgelse, at det ikke var lutter idyl.

 

Ud fra det jeg selv refererede om barndommen, var der mange eksempler på kærlighedssvigt. Det var ikke ord som "Vi elsker dig" som manglede, men snarere de handlinger, som fortalte om en ligegladhed og at opvæksten i virkeligheden havde været fattig på kærlighed og omsorg. At mine forældre havde deres problemer, var nok hårdt for dem, men resultatet var, at jeg havde følt, at de ikke var der for mig i tilstrækkelig grad. Er der mange af den slags episoder, måtte det være et kærlighedssvigt. 

 

Jeg havde, som så mange andre børn, været ovenud solidarisk overfor både min mor og far, især da de skulle skilles, men også efter skilsmissen. Jeg kan huske, at jeg havde det svært ved at beslutte mig til, hvor jeg ville bo. Jeg har i dag en helt klar fornemmelse for, at jeg har pleaset mine forældre. Jeg elskede jo mine forældre, og ville også gerne, at de skulle elske mig for min egen skyld.

 

Jeg pleasede også for at dæmme op for min dårlige samvittighed, som jeg i dag ikke kunne forstå, at jeg havde. Den måtte være kommet af, at jeg følte, at jeg ikke var god nok som barn. At jeg ikke slog til som datter. Jeg husker, at jeg i fuld alvor måtte have ment, at det var mig, der var skyld i at de forlod hinanden. Set i bagspejlet, var det en ganske vanvittig tanke, men tanken fyldte meget i et barn.

 

Jeg følte, at jeg var meget usikker på mig selv. Mit selvværd var lavt. For at undgå de værste situationer som dokumenterede mit lave selvværd og dårlig samvittighed, søgte jeg at please. Kunne jeg ikke komme videre den vej, husker jeg, at jeg langsomt begyndte at trække mig tilbage fra mange sociale situationer og ind i nogle dagdrømme, ja der var mange drømme, bl.a.   om en mand, som kunne elske mig og som jeg kunne stole på. Et rigtig eventyrdrøm, om at han ville komme og frelse mig, og at han ville have den fulde forståelse

af mine ønsker og drømme.

 

George og jeg traf hinanden igennem nogle venner og blev inden længe dybt forelskede i hinanden. Vi var kun kærester i ganske kort tid. Vi blev gift kort efter, da vi begge følte, at vi passede perfekt sammen, så hvorfor udsætte det uundgåelige.  Brylluppet blev holdt efter min 23 års fødselsdag. Lige efter at jeg var blevet færdiguddannet laborant.

Vi var begge opsat på et flot bryllup, men var dog så fornuftige, at vi også sparede også sammen til et hus i nærheden af en større provinsby. I bakspejlet kan jeg se, at Jeg måske knyttede mig meget, måske for tæt og for hurtigt til George. Jeg husker, at jeg næsten hele tiden fortalte ham, hvor meget jeg holdt af ham og at jeg slet ikke kunne undvære ham et minut.

 

Det kunne jeg næsten heller ikke. Jeg husker, at jeg alligevel havde det forfærdeligt ensomt, når han var på forretningsrejse, eller blot væk hjemmefra i de sædvanlige 7-8 timer en arbejdsdag varede. Nu i bakspejlet kan jeg se, at det har gået ham på, med denne plagen. Nok elskede han mig, men at have sin elskede så tæt på- og næsten hele tiden, måtte være en byrde for ham. Det sled på hans kærlighed til mig, at jeg var meget jaloux anlagt. Det gjorde, at han følte sig lidt fanget. Kærligheden fra ham blev et krav. Samtidig havde han så lidt tid, at han ikke rigtigt kunne vedligeholde sine gamle venner.

 

Han var den tavse og observerende type, og derfor meget lidt talende. Når han havde noget på hjertet, føltes det, som om han havde planlagt hver ord. Han kunne slutte ”talen” med en konklusion. Denne konklusion var nærmest som en dom, som ikke kunne appelleres, uden at han kom op i det røde felt.

Jeg følte, jeg var visiteret til at deltage i hans enesamtale, da han ofte havde en megen fin argumentation for det han talte om. Han lagde kun sjældent op til nogen diskussion, men regnede som en selvfølge med, at jeg synes at hans synspunkter var geniale.

 

Det føltes som om hans intuition og empati var en by i Moldavien. Han spurgte mig sjældent om, hvordan jeg havde det, eller om hvordan det var gået på mit arbejde eller om jeg havde nogle forslag. etc. Næsten alt hvad han foretog sig var nøje planlagt. Det kunne dog hænde, at han handlede impulsivt når han blev provokeret og kom op i det røde felt.

Jeg elskede, når han var spontan, da det gav mig et håb om, at der var ændringer undervejs.

Af mangel på spontanitet og empatiske følelser gled vi langsomt væk fra hinanden. De fælles pligter omkring huset var der styr på. Han udviklede efterhånden en vane med at komme lidt senere hjem fra arbejdet, han undskyldte det med, at der var et højt arbejdspres og at han ikke ville tage arbejdet med hjem.

Han havde altid en forretningsmæssig forklaring på forsinkelser. Han trak sig stadig mere ind i sig selv og kunne være meget tavs i dagevis. Jeg var dybt frustreret og ked af mit ensomme liv uden tæt voksenkontakt.

 

Det virkede meget opslidende på mig. Jeg vidste ikke, hvor jeg havde ham mentalt, og havde efterhånden tabt tilliden til, at jeg kunne komme indenfor hos ham. Da jeg undrede mig over hans længere arbejde på kontoret, søgte jeg informationer om ham. Der opstod nogle kontrolvaner, hvor jeg søgte ad den vej at få noget at vide om hvad han lavede og følte.

 

Forholdet gik derfor ikke for godt, og det blev ikke spor bedre, da Peter og Louise kom til. De dejlige  børn optog naturligvis min tid, hvilke medførte, at min mand ikke fik tilstrækkelig opmærksomhed, men da jeg ikke havde de bedste erfaringer med hans empati og omsorg, forsatte jeg min kontrolleren. Der var i øvrigt også en masse arbejde med de små børn, et arbejde, som gav mig megen mening og glæde. 

 

Jeg havde efterhånden en fast tro på, at følelsesmæssige  investeringer i ham ville være spildt. Jeg havde haft mange episoder, hvor jeg følte, at han var ligeglad med mig, så at jeg følte mig tilovers. Det var eksempler hvor han kynisk afviste mig og undlod de almindelige hensyn. 

Jeg tror, at jeg tog mig lidt mere af børnene end godt var. Jeg kan nu se, at jeg efterhånden begyndte at kræve mere af ham og hans deltagelse i pasning af børn og husførelse, på det praktiske plan.

 

Om det var en form for hævn, fordi han ikke var der for mig, står mig uklart. Eller om det var et provokerende træk, som skulle give mig mere kontakt, står i det uvisse.

Jeg var særlig krævende, når ulvetimen kom kl. 17. Timen var streng at komme igennem, fordi alle var trætte. Der skulle handles ind efter afhentningen af børnene og laves mad. Børnene også var trætte og sultne. Der var således mange praktiske gøremål, som skulle gøres i fællesskab.

 

havde den indstilling, at manden i huset ikke blot skulle være flink til at ”hjælpe til”, han skulle mere end det, han skulle gøre sin del af det fælles arbejde. Jeg begrundede det med, at jeg kom sent hjem fra arbejdet, og også var træt. Det skulle næppe være nødvendigt at sige, men jeg kom ofte træt hjem.

 

Vi skændes stadig mere, særligt efter at ungerne var lagt i seng. Det gik langsom op for mig, at den solide og stille mand, som jeg i begyndelsen havde beundret, langsomt med min hjælp (min dumhed) havde ændret sig til en, som jeg kunne styre, og styrede med fast hånd. Vi havde sjældent øjenkontakt og vores privatliv blev rutinemæssigt, ligesom vores passion for hinanden forsvandt.

 

Når vi nærmede os et nulpunktet, fandt vi på projekter. Det kunne være en rejse, eller en ny terrasse mv. Det gav en dejlig afveksling at have et fællesskab igen- selvom dette fællesskab var et rent materielt fællesskab, som intet havde at gøre med kærlighede. Projekterne kunne ikke kompensere for den manglende tæthed  og ømhed som jeg havde så stærkt brug for.

Jeg blev stadig mere krævende og kontrollerende.

 

Jeg kan nok genkende mig som en heks, som kun tænkte på at få stillet mine materielle behov. Jeg tror, at jeg troede, at jeg på den måde kunne kompensere for mine følelsesmæssige behov. Jeg følte trods alt, at jeg et eller andet sted stadigvæk havde følelser for ham. Jeg måtte jeg handle, men hvordan? Jeg følte, at jeg manglede overblik, hvilket medførte, at jeg brokkede mig over hverdagens småting, i stedet for at gribe om ondets rod.

 

Annas egne kommentarer.

For ikke at tabe alt, tvinges jeg til at handle på en måde, som ikke binder ham til mig, da jeg har erkendt, at jeg ikke kan få ham til at elske mig ved at holde fast på ham. Men først må jeg i det stille undersøge, om der er mulighed for at genskabe de kærlige følelser, som vi begge havde, da vi mødte hinanden.

 

Anne) Et valg.

Langsomt indså jeg, at jeg måtte tage et valg. Min mand og jeg var kommet ind i et kredsløb med pasning af børn, indkøb mm. Det udfyldte hele vores tilværelse. Jeg handlede ind, gjorde rent, vaskede etc. Der var ligesom gået ble i det hele. jeg ønskede den oprindelige længsel efter kærligheden og ømheden tilbage. Passionen var nærmest forsvundet.

Tæthed ønskes.

Jeg savnede følelserne og tætheden til min mand og bevæge sig i passionens dybde og åndeløshed. Jeg ved godt, at passion ikke altid kan komme frem i en fortravlet hverdag med de mange gøremål, som særligt børnefamilier har. Der skal en højere grad af prioritering til for at få det hele til at gå op. Børnene blev prioritet højt, højere end nærheden til ham. Børnene kræver sit, og de vil blot have mere af det hele.

Følelser og fornuft.

Jeg ved godt, hvad der er det rigtige at gøre, men ønsked

 

at følge mit hjerte. Men mine handlinger bærer meget præg af, at jeg synes at det var synd for mig, at jeg ikke fik den omsorg, som jeg havde brug for. Men jeg handlede stik modsat. Jeg blev krævende. Jeg kompenserede på en negativ måde for at få den manglende pleje og tæthed. Jeg gjorde det ved at være kontrollerende og perfektionistisk.

Jeg fik lige det modsatte ud af denne søgen efter det perfekte, det kan jeg se i dag.

 

Jeg bandt ham til mig igennem min kontrolhandlinger, min evige mistro, min evige bekymring, og fik sat det hele på skinner, så alt kørte som et urværk. Han følte, at jeg bandt ham til mig igennem mine krav. Hans reaktion var derfor ganske naturlig. Han reagerede med at slå sig løs og distancere sig fra mig. Tiden gik og han trak sig endnu længere væk.

 

Han prøvede i begyndelsen at gøre mig tilpas, forkælede mig, men det tog jeg som om han havde gjort noget galt, måske ude i byen. Efterhånden gik han i forsvarsposition, og søgte efterhånden sjældent at komme med forslag på nogle løsninger, som kunne få forholdet til at vende. Set i bagkundskabens klare lys, ville han nok ikke kunne trænge igennem hos mig med de forslag.