Psyke.dk  En debatside med psykologiske artikler. Nordsjælland  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                             HOME/ARTIKLER       PSYKOPATI        SPØRGSMÅL       PROFIL      LINKS

 

Casen: Joans brev til Niels.
En case om psykopati

 

Artikel stillet til rådighed på psyke.dk.

af psykolog Henrik Krarup.

Artiklen er redigeret d. 07 december 2014,          

 

Joan beskriver sit forhold til Niels at han har psykopatiske træk i en grad, så Joan har været tvunget til at handlet. Joan har naturligvis ikke afsendt brevet til ham, men brugt brevet som et led i frigørelsesprocessen. Navnene er af immunitets årsager skjulte.  

 

Kære Niels

Jeg har elsket dig meget. Jeg har søgt at gøre dig glad og tilfreds i lang tid, jeg har pleaset dig. Du har i begyndelsen givet mig mange vidunderlige oplevelser, som var medvirkende til, at jeg ønskede at være sammen med dig hele livet. Jeg følte, at det fortærskede udtryk ” den eneste ene” virkelig var kommet til mig da jeg traf dig og at det ville give mig en dybere mening med tilværelsen.  

 

Når jeg tænker tilbage på mødet med dig, Niels, oplever jeg selve mødet som ganske enkelt fantastisk, jeg kan ikke sætte ord på de dejlige oplevelser. Du gav mig en følelse af, at jeg ikke har levet rigtigt før jeg traf dig, og at jeg var noget ganske særligt. Du slog simpelthed benene væk under mig.

 

Din opmærksomhed overfor mig, dine små kærlige ord var som en længe ønsket drøm, som gik i opfyldelse. Jeg vil give alt for at få denne drøm til at vare ved. Jeg følte, at du forstod mig helt ind i hjertekulen. Det rystede mig, kan det virkeligt passe, at jeg kan opleve dette. Jeg husker, at jeg følte mig lettere mentalt chokeret efter de første møder med dig.


Jeg havde i realiteten ikke meget håb om, at disse lykkelige møder kunne forsætte, hvorfor jeg lod dig kontakte mig igen, da min erfaring og forstand ikke mente, at du kunne elske lille mig. I begyndelsen inden de mørke skyer trak sammen over vort forhold, var jeg bange for, at jeg havde misforstået noget, som kunne afslutte mit eventyr med dig.

 

Jeg var meget nervøs for ikke at kunne leve op dig og dine ønsker. Jeg ligesom svor for mig selv, at jeg ville gøre alt for at du skulle have et godt og lykkeligt liv sammen med mig. Jeg opfattede dig som en enestående varm og fantastisk mand, som forstod mig.

 

Vi blev kærester. Du kom hurtigt med et forslag om, at vi skulle flytte sammen hos mig. Du forklarede mig de mange positive fordele ved at bo sammen. Jeg blev meget glad, men alligevel overrasket, da vi jo kun havde kendt hinanden en måned tid. Du kom med en historie om, hvorfor du ville bo hos mig og sagde at du elskede mig og følte, at vi skulle bo sammen for at lære hinanden rigtigt at kende.

Du sagde, at din bolig ikke kunne bruges til os begge. Den var for lille. Der var så mange forskellge ting i vejen med lejligheden. Den virkelige sandhed fik jeg først at vide senere ved et tilfælde. Du fortalte mig ikke, at der var forfalden gæld i lejligheden og at der var risiko for en tvangsauktion. Du arrangerede sammenflytningen meget hurtigt og fint.


Du var ekspert i at forklare, hvorfor de mange regninger kom, og at du nok skulle tage fat i dem. At alle regninger ikke blev betalt, skyldes, at du havde et stort arbejdspres. Du forklarede, at du ikke vil sige det til mig, da du ikke ville gøre mig bekymret. Jeg troede dig, selvom forklaringerne nogen gange var meget specielle og søgte.

Der kom en stadig strøm af sms til dig særligt om aftenen, hvor vi sad i sofaen. Du ville ikke sige, hvem det var, men presset sagde du, at det var forretningssamtaler fra USA, derfor kom de sent på grund af tidsforskellen.  sagde du også, at det ikke var af vigtighed, og at det blot var trættende for mig, da jeg ikke havde indsigt i hvad der foregik.
 

Du rejste meget og overnattede ude, uden at jeg vidste det i forvejen. Jeg blev i begyndelsen ked af det og nervøs, når du blev væk om aftenen, da du ikke meddelte mig, hvornår du kom hjem. Det var i forretnings regi, sagde du, men da jeg blev holdt udenfor, og ikke havde føling med dit job, følte jeg mig fjern fra dig og savnede dig meget. Jeg fik mistanke om, om de havde en ny veninde, men du sagde, at det var der ikke. Du havde altid en god forklaring på hvad du gjorde.

Du var, set i bakspejlet eminent god til at lyve og finde fine forklaringer, når du ville opnå noget, eller dække over noget. Du løj også, da du sagde, at du skulle have ekstraarbejde og derfor kom senere hjem. Jeg stolede i lang tid på det du fortalte mig, selvom det nogel gange kunne lyde fantastisk.

 

Set i bakspejlet, ville jeg i dag blankt afvise dine forklaringer. Det undrer mig i dag. men jeg tror nok, at min blindhed skyldes, at jeg ikke ønskede at tabe dig. Dvs. jeg overså mange stopsignaler, fordi jeg var bange for at du ville blive væk.

 

Kom jeg nærmere ind på en forretningsrejser, og spurgte ind til dem, blev du sur og forsatte jeg, blev du meget  ophidset, særligt når du måtte indse, at dine løgnehistorier ikke virkede efter hensigten. Forsinkelser og sygdom samt dårligt vejr var ofte de bortforklaringer, som du anvendte i rigt mål.  

 

Noget af det, som pinte mig mest var, at du ændrede dig, og fjernede dig stadig mere mentalt fra mig. Jeg følte efterhånden, at vi ikke havde noget sammen mere. Jeg har mistanke om, at du egentlig ikke, at du overhoved kunne forstå, hvordan jeg havde det. Jeg huske, at du ikke reagerede på at jeg var meget ked af det og havde det dårligt. Du blev ofte sur og irritabel, hvis jeg søgte din nærhed og kærlighed, hvilket du lynhurtigt imødegik ved at gå fra mig, blot en tur væk fra konfrontationen. 

 

Det blev stadig mere vanskeligt at komme ind til dig intimt og mentalt. Denne uvished om hvor du var for mig, var noget af det værste, da den dannede en pinefuld baggrund af tavshed for vores forhold, eller mangel på samme. Nogle gange havde jeg mistanke om, at det med din tavshed, var et led i en form for afstraffelse af mig.

 

Hårdt trængt tog jeg mig sammen for at fortælle dig om mit syn på vores forhold, men kommer sjældent igennem, til dig. Det var som at slå i en dyne.Pressede jeg på, svarede du kun med enstavelsesord, og fulgte slet ikke op på nogen af det som betød meget for mig. Du søgte hurtigt væk fra emnet og lod mig blive tilbage med de stadig ubesvarede spørgsmål, som blev endnu mere aktuelle som tiden gik.


Da jeg på det tidspunkt elskede dig, ønskede jeg naturligvis din fulde tilbedelse og opmærksomhed- dine glæde og dine sorger, dvs. hele historien. Da du ændrede dig mentalt, og blev mere kold og krævende, søgte jeg for alvor at please dig på mange mulige måder, for netop at få dig tættere på, og gøre mig uundværlig for dig.

 

Du livede op, og udtrykte din glæde ved det jeg gjorde, men det ebbede ud efter et stykke tid. I dag kan jeg se, at det jeg gjorde virkede negativt på vores forhold.

 

Du tabte langsom respekten for mig, og behandlede mig stadig mere som en tjenestepige. Din adfærd blev mere rå og ukærlig samt krævende, hvis der var noget som du ønskede jeg skulle gøre. Du gik, kan jeg se i dag, over stregen og truede mig. 

Jeg var i begyndelsen meget spændt på at træffe dine venner og din familie. Jeg følte, at der var en naturlig ting. Jeg ville også gerne vide lidt mere om din baggrund og de mennesker som du kendte. Du har kun ganske få venner, som jeg har forstået, du havde et lidt fjernt forhold til. Men ikke desto mindre prøvede Jeg at få dig til at invitere dem. Du nægtede ikke, du skød det blot ud. Du forklarede udskydelsen med træthed og/eller at de var blevet syge, etc., jeg fik efterhånden det indtryk, at du havde det dårligt med dine venner eller at du skammede dig over mig.
 
Men langsomt gik det op for mig, at du heller ikke kunne lide mine venner, og at du ringeagtede dem. Du fremhævede kun de negative sider af dem. Du var meget tilbageholdende, hvis jeg talte om at invitere dem, det lå i luften at du ikke så gerne så dem, og at jeg skulle overveje at droppe dem. Det nægtede jeg dog.

 

jeg bibeholdt nogle af vennerne. hvilket jeg i dag er meget glad for. Din famile, nærmere din mor, traf jeg. da vi havde været sammen i nogen tid. Hun behandlede mig ganske pænt, men jeg følte, at hun var megen forbeholden. Jeg fik efterhånden cementeret det indtryk, at hun betød rigtig meget for dig, og at jeg var et nødvendigt onde.

 

Du talte tit om din mor og kom ind på hvad hun sagde og gjorde. Det var særligt den fremragende måde hun gjorde mange ting på, som du bemærkede overfor mig. Du ville gerne have, at jeg kunne det samme. Jeg søgte at gøre nogle ting som hun. Det faldt alligevel ikke i god jord hos dig. Du bebrejdede mig det, du mente jeg gjorde galt og gav mig skylden. Denne pålæggelse af skyld-politik spredte sig til næsen alle fronter. Jeg følte, at jeg var en stor fiasko, da jeg ikke kunne stille dig tilfreds.  

 

Min forkælelse af dig, gavnede ikke noget i længden. Jeg var efterhånden overbevidst om, at jeg var en fiasko, og at du allernådigst passede på mig, selvom jeg var umulig.  Du kom hjem ved midnat for blot at gå i seng. Du sagde ikke godnat, intet godnatkys.

 

Dine fejl blev mine fejl. Billedet af dig, som den eneste ene krakelerede langsomt på grund af dine løgne og uærlighed og mangel på empati, da du slet ikke kunne læse mig eller spurgte ind til mig og mine følelser. Du ville ikke indrømme, at du kunne tage fejl.

Det var altid de andre, særligt mig, som havde skylden. Hvis du blev trængt op i en krog, og ikke kunne undgå at indrømme, at det var din skyld, gjorde du det ikke, fordi det var de andre, som havde skylden for det skete, som så faldt galt ud. Du mente, at du blot var et uskyldigt offer for andres ondskabsfuldhed eller mangel på indsigt.

  

Da jeg sagde at det var bedst, at vi skulle afslutte vores forhold, ændrede du pludselig stil og blev til den "gode Niels". Du kæmpede bravt for at få  mig tilbage, hvilket lykkedes mange gange. Men i samme øjeblik du havde fået mig tilbage i folden, ændrede du din opførsel sig til det gamle. Du var nu ikke længere den hensynsfulde og dejlige mand, som jeg holdt af. Du blev kynisk og egocentreret.

 

Du blev hurtigt urimeligt krævende. Du forlangte, at jeg opvartede dig, for ellers var jeg en dårlig kæreste. Du afviste mig på mange måder og ville slet ikke lytte til mig. Jeg skulle helst blot være der for dig, når du havde brug for mig. brug for at fortælle andre, at du var i et dejligt parforhold.

Når jeg endelig havde lejelighed til verbalt at fål dig i tale, hørte du ikke rigtigt efter, og svarede ikke på de længe forberedte spørgsmål. Du fremførte blot egne ønsker og bortforklarede mine ønsker som groft urimelige. Hertil brugte du passende løgne og underdrivelser. Det var ligesom du ringeagtede mig og mine værdier.

 

Tavshed var en stor bestanddel af mit liv sammen med dig. Der kunne gå dage hvor vi så at sige ikke talte sammen. Tavsheden kunne næsten høres. I disse perioder kunne du ikke se mig i øjnene. Der var kun foragt og tavshed, når jeg desperat ønskede din støtte. Jeg følte mig utryg og bange og vidste til sidst ikke, hvad jeg skulle tro på eller gøre.

 

Jeg var altid skyldig, følte jeg. Du anklagede mig for næsten alt, hvad der gik galt for dig og var evig utilfreds med det jeg gjorde i huset etc. Det var mig, der igen var en dårlig kæreste. Det var mig, som fik dig til at lyve, hvis du blev grebet i en løgn. Det var mig, som havde ødelagt dit forhold til dine venner. I de diskussioner vi havde, talte du ned til mig og mine meninger. Du ville altid have det sidste ord. Jeg gjorde selv den fejl, at elske dig og please dig, i et forfængeligt håb om at du ville ændre dig.

 

På hjemmebanen tog du aldrig et ansvar, men lod mig gøre tingene. Jeg følte, at det stadig kun handlede om dig og dit omdømme. Du skød altid ansvaret på de andre, heriblandt mig. Det værste var, at jeg langsomt begyndte at tvivle på mine egne meninger og holdninger, som jeg havde inden jeg mødte dig. Jeg følte, at du ikke respekterede mig, for den jeg var.

Mit selvværd har lidt ubodelig skade med kontakten med dig, hvilket jeg klart kan se nu, efter at jeg har arbejdet med mig selv. Der er derfor at jeg i skrivende stund føler mig kraftesløs og handlingslammet. Jeg føler mig dog stadig spærret inde af din kontrol, uden at respektere mig!! I mit stille sind, tror jeg ikke, at du er klar over dybden af de skader som du har givet mig.

 

Vort samliv var efter kort tid så godt som ikke eksisterende. Du satte dog pris på, at jeg gav dig en hurtigt kontant seksuel tilfredsstillelse. Du sørgede ikke for mig. Det hændte dog, at du nærmest beordrede mig til sex, dette føltes som en voldtægt.

 

Udadtil var du verdensmanden, charmerende og en hjælpende sjæl, som næsten kastede hvad du havde i hænderne, når det gjaldt om at hjælpe andre. Du var og er meget populær person selv i min omgangskreds, og blandt kolleger, men bag facaden oplever jeg, som nævnt, en helt anden og kontrollerende person. Jeg er i dag meget glad for, at jeg ikke nåede at få børn med dig, da det ville komplicere hele forholdet til dig.

 

Det at du var populær overfor omverdenen, fik mig til at føle mig meget isoleret. Ingen ville høre på mig, og på den adfærd, som du havde overfor mig. fordi det jeg fortalte dem lød vanvittigt i deres ører. Sådan kunne Niels da ikke være, det er vist snarere dig, som er for anspændt og hysterisk. At mine problemer blev pænt afvist.

At ingen troede på mig, betød, at jeg langsomt men sikkert troede, at jeg var den som var syg. Det var forfærdeligt at kunne tvivle på ens egen dømmekraft. Det nedsætter min handleevne. Det som jeg oplevede, må være noget, som jeg forestillede mig. Det var nok min egen skyld, at jeg så så forkvaklet på mange ting, siden de gik skævt.

Du har under hele forløbet frarådet mig , at jeg selv skulle opsøge mine venner og besøge dem. Hvis  jeg ville besøge en veninde, som du ikke synes om, kunne du undtagelsesvis give mig lov til at besøge hende. Men først skulle du have alt at vide om hende. Du ville også vide præcis, hvad vi skulle tale om og hvornår jeg kom hjem.

 

Der var så mange uklare punkter, som jeg ville tale med dig om. Jeg fik negativt svar eller intet svar. Af den årsag søgte jeg på nettet for at finde andre i en lignende situation som den jeg var i. Der fik jeg øjnene op for, at det nok ikke var mig, som havde den primære skyld i vort dårlige forhold, hvilket jeg for alvor var begyndt at tro på.
 

Ofte har jeg følt, at jeg har været meget handlingslammet. Jeg kunne ikke komme igennem med ønsker og spørgsmål, da du løj eller forsvandt fyisk eller fysisk. Pressede jeg på, blev du opfarende og meget ubehagelig - ofte truende i din adfærd.
Jeg havde ingen handlemuligheder andet end at lade stå til, og behandle dig som et råddent æg. Dvs. jeg måtte hele tiden vurdere, hvilke konsekvenser det ville få for mig, hvis jeg ikke læste det humør du var i. I længden er det totalt opslidende. Det førte til, at jeg var meget nervøs, når du stod op, eller når du kom hjem fra arbejdet, da jeg ikke vidste i hvilket humør du var i. Der kommer pleasingen ind i billedet.

 

Jeg havde søgt at please for jeg kunne håbe på en følelsesmæssig kontakt og lidt kærlighed. Pleasningen hjalp også på dit humør en tid, så jeg kunne være i fred. Pleasingen gav mig til tider også et håb om at det hele ville blive bedre mellem os.  Jo, håbet om drømmen var svær at se bort fra.

 

Men denne pleasing ”service” betragtede du desværre hurtigt som en selvfølge, hvorefter du forsatte med at nedgøre mig, tale ned til mig og give mig skyldfølelse over næsten altting. Pleasingen gjorde at du tabte enhver respekt for mig, og at jeg følte, at jeg virkelig var blevet din husholderske. 

Jeg føler, at du gjorde det for at have mig i din hule hånd, hvor du havde en god følelse af magt. Du ønskede blot for at have mig, ikke at elske mig og respektere mig. Det måtte nok et eller andet sted give dig lidt større selvværd.

 

Mine følelser for dig forsvandt langsomt. Jeg begyndte at hade dig. Jeg havde det slemt i vort manglende samliv, hvor jeg måtte tvinge mig selv til at deltage og simulere. Efterhånden som hadet blev stærkere, indså jeg, at jeg ikke kunne holde forholdet ud i længden. Jeg foreslog, som jeg har gjort før, at vi kunne tage en pause. Jeg tog en uge til Tenerife alene. Der gik nogle dage, hvor jeg følte frihedens rus.

 

Jeg var i begyndelsen lettet. Jeg kunne til at begynde med ånde lettere, men så kom der en selvmodsigende trang til at være i nærheden af dig. Jeg undrede mig over disse følelser. Elsker jeg dig alligevel? Kunne det være en følelse af skyld eller  hvad !  Hvorom alting er, så kom jeg tilbage og genoptog forbindelsen.

Der gik kun kort tid før jeg følte mig i samme situation som før rejsen. Ligegyldigheden, løgnene, foragten og udnyttelsen kom igen. Jeg besluttede da, at jeg ville ud af forholdet, ikke noget med en pause. Det skulle være slut, og jeg vidste med mig selv, at jeg måtte have hjælp til at komme mentalt væk fra dig.

 

Jeg var derefter mentalt parat til at gå fra dig, og det meddelte jeg dig både mundtligt og skriftligt. Jeg sagde, at jeg følte, at jeg ikke kunne leve sammen med dig, fordi du tog alt min kraft og særligt min selvstændighed. Det svarede du ikke på. Du rev blot brevet i stykker og gik uden at svare mig. Kort tid senere ændrede du alligevel pludselig stil. Du blev pludselig igen den charmerende oprigtige og dejlige mand, som jeg mindes du var i begyndelsen af vort forhold.
 
Du kan vende på en femøre.
Du bedyrede, at du i længere tid havde været udsat for et stort psykisk pres, som skyldes andre mennesker og økonomi. Du undskyldt meget din opførsel. Du sagde, at du var klar over alt det, som du havde gjort mod mig.

 

Det havde jeg hørt før, og jeg vidste af bitter erfaring, at du kun sagde det for at få mig ind i folden igen. Så dit forsøg endte negativt for dig. Du trak dig som sædvanlig ind i dig selv. Jeg pakkede bilen og tog af sted.

 

Efter mange samtaler og støtte fra en psykolog, kan jeg efterhånden tænke på dig uden at bryde sammen. Jeg har fået det meste af min handleevne tilbage. Jeg tror igen på det jeg er og på det jeg siger.

Det vigtigste er, at jeg har fået en klar følelse af, hvad er foregået i de år af mit liv og især har jeg fået en forklaring på, hvilke mekanismer der har gjort, at  jeg har ladet mig lokke af dig.

Jeg har gennemarbejdet andre dele af mit liv - med psykologens hjælp. Disse mega vigtige forhold vil jeg selvfølgelig fastholde for at undgå en tilsvarende smertefuld gentagelse, hvor jeg tænder på din type.

 

Jeg er klar over, at du ikke vil læse disse linjer, fordi de indeholder en anklage. Jeg forventer derfor ikke noget svar, jeg er glad over at have sat ord på mit forhold til dig, det har jeg lært meget af.

 

 

 

 

Til hovedsiden med artikelfortegnelse

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En forårsdag ud for Nivå på Øresund med Ven i  baggrunden om bord  på Svanen.Hjemmeside adr: www. psyke.dk

Til noget andet omkring artiklerne: Der anvendes ofte "du" form for at læseren kan kommer tættere på stoffet.